Artikel trykt i Weekendavisen Bøger 16.2-22.2.2001, p.4

Øvrige publicerede artikler.

Den unge kvinde er trådt ned i vandet for at bade, har løftet op i sin hvide natkjole; alt imens hendes ansigt med skyggen af et smil synes at betragte refleksionerne i det stillestående grumsede vand. På bredden ligger et rigt gyldent klæde som baggrund for den unge kvindes blege, næsten gennemsigtige hud og natkjole. Kvinden er tydeligvis aldeles uvidende om at hun bliver betragtet og scenen udstråler en fuldstændig aura af privathed: Sådan bader mennesket.
Rembrandt malede sit mesterværk Hendricjke bader i 1655 i en periode, hvor han trods økonomisk ruin producerede det ene mesterværk efter det andet. Men hvordan kom det så vidt? Simon Schama, professor i kunsthistorie og historie ved Columbia Universitet New York, har skrevet biografien Rembrandt's Eyes, hvor hans centrale tese er at Rembrandt var besat af Rubens og at dette forhold er nøglen til forståelsen af Rembrandts geni. Schama har naturligvis det problem at det er usandsynligt at Rubens og Rembrandt nogensinde mødtes, men det har ikke forhindret ham i at skrive en over 700 sider lang bog. Det ligner en besættelse og det er nemt at blive besat af Rembrandt.

Rembrandt van Rijn blev ifølge de fleste biografer født den 15. juli 1606 i Leiden som det ottende af ni børn af malt-bryggeren Harmen Gerritszoon. Familien var forholdsvist velhavende, men Rembrandt var det eneste barn i familien der blev sendt i latinskole og siden i 1620 på det lokale universitet, som var det første i Holland. Vi ved ikke om Rembrandus Hermanni Leydensis (RHL, som han siden skulle underskrive sine tidlige malerier) rent faktisk modtog undervisning på universitet. Vi ved at han samtidigt modtog undervisning i tre år af maleren Jacob Isaacszoon van Swanenburg, hvilket efter alt at dømme ikke efterfølgende prægede Rembrandts stil synderligt.
Modsat maleren Pieter Lastman som Rembrandt i slutningen af 1624 tog til Amsterdam for modtage undervisning af. Det første daterede maleri af Rembrandt er fra 1625 og er, som de efterfølgende malerier, et forsøg på at eftergøre Lastmans prægnante og kulørte stil. En anden ung maler, Jan Lievens, havde i den unge alder af kun 14 modtaget undervisning af Lastman og i de følgende år konkurrerede Lievens og Rembrandt på livet løs. De malede mange af de samme temaer og bejlede begge til hoffets gunst i Haag.
I 1631 flyttede Rembrandt permanent til Amsterdam og malede i de efterfølgende år en lang række portrætter af de førende borgere i byen. Dette naturligvis spædet op med både mytologiske og bibelske malerier. I 1634 blev Rembrandt gift med Saskia Uylenburgh som medbragte en substantiel medgift som blev brugt til at spæde op et ekstragavant dyrt hus i Jodenbreestraat i 1639.
Saskia døde i 1642, kun et år efter at parret endelig havde fået sønnen Titus efter at tre andre børn var døde i barselssengen eller som ganske små. Det var allerede begyndt at gå ned af bakke med bestillingerne og Rembrandt underholdt sig i nogle år med Titus' amme, Geertje Dircx, hvilket endte grueligt galt i 1650 med Geertje på tvangsanstalt, retslige efterspil og sluttelig klækkelig erstatning til Geertje.
Rembrandt var på dette tidspunkt i stedet med den unge Hendricjke Stoffels, som han i 1654 fik datteren Cornelia med. Men i 1656 var hans økonomiske ruin total og han begærede derfor konkurs. De næste mange år malede Rembrandt som en gal for at vende økonomien. Men det hjalp ikke at Hendrijke døde i en af de tilbagevendende pest-epidemier i 1663. Så da sønnen Titus giftede sig i 1668 med en af kreditorernes datter, må det endeligt have syntes som et vendepunkt. Men efter blot otte måneders ægteskab døde Titus også af pest. Rembrandt selv holdt ikke meget længere efter dette slag og dør året efter i 1669.

Eli, eli, lama sabachthani ... Min Gud, min gud, hvorfor har du forladt mig? Rembrandts sidste år har i lang tid fungeret som den arketypiske kunstnermyte om kunstneren, der må så grueligt meget igennem for at kunne producere sine mesterværker. Rembrandt sidste år var efter alt at dømme ikke muntre, men det er Schamas tese at det først og fremmest er i Rembrandts unge år og i forholdet til Rubens, at kimen til 1650ernes mesterværker skal findes.
Schama forsøger at vise en række eksempler på malerier, hvor Rembrandt maler de samme temaer som Rubens og hvor kompositionerne synes at minde om hinanden. Schama holdt oprindeligt en serie af forelæsninger i Oxford om Rubens og Rembrandt og den nye bog er tydeligvis udsprunget af disse forelæsninger. En stort kapitel på næsten 200 sider er således dedikeret til Rubens.
Men hvorfor Rubens og ikke for eksempel Van Dyck, som det er mere end sandsynligt at Rembrandt må have mødt i Haag? Der er ingen tvivl om at Van Dyck selv kæmpede for at træde ud af Rubens' skygge. Han var som ung mand knyttet til Rubens værksted og producerede en række raderinger af Rubens arbejde. Sidenhen måtte han søge til England og Charles 1., da Rubens fuldstændigt sad på det Antwerpenske marked for maleri.
Van Dyck havde et næsten fotografisk øje og var allerede fra barnsben begavet med et utroligt talent for tegning og maleri. Modsat Rembrandt som tydeligvis har måtte kæmpe med tegningens mysterier. Radering kræver en usvigelig teknik og det er først sent at Rembrandt kan matche Van Dycks virtuositet. Ikke fordi han ikke prøvede: Rembrandts selvportræt fra ca. 1631-33 (første stadie) er et eksempel. Rembrandt var uden tvivl bekendt med Van Dycks mesterlige selv-portræt radering fra cirka 1630 og har formodentlig forsøgt at overgå det.
Men som altid med Rembrandt, så tager han hvad han kan bruge fra andre malere og dermed blandt andet fra Rubens. Schama ser kun, at den bløde hat ligner den, Rubens brugte i sit Selvportræt fra 1630 og drager straks voldsomme konklusioner. Rembrandts selvportræt var en "kompulsion" og at det var Rembrandts "signatur, sin fordring på at være den nye Rubens". Der er ingen tvivl om at Rubens også har været en inspirationskilde, men kompulsionen ligger måske snarere hos Schama, der stirrer sig blind på hatten og undgår at nævne andre mulige inspirationer som for eksempel Van Dyck eller Lucas Vostermans kopi af et andet maleri af Rubens.
Fra Rembrandts liv har vi over 70 selvportrætter, hvor Rembrandt stændigt skifter rolle. Rembrandt optræder med og uden hat, som tigger, som Jesus, som Samson, som tilskuer, som maler og som sig selv. Selvportrætterne strækker sig over hele Rembrandts liv og dermed er Rembrandts ansigt et af de bedst dokumenterede ansigter fra tiden før fotografiet.
Som også Schama påpeger, så maler Rubens kun fire solitære selvportrætter og altid i samme positur. Rubens er indbegrebet af stabilitet, mens Rembrandt atter og atter genopfinder sig som ny persona, maske, og på denne vis til stadighed undslipper beskueren.

Schama bruger meget plads i bogen på at søge at demonstrere hvordan Rembrandt bruger Rubens som altoverskyggende rollemodel. Desværre har Schama naturligvis det historiske problem at Rubens dør i 1640, lidt over midtvejs i bogen. Schama griber derfor straks efter andre mulige inspirationskilder som for eksempel Titian. Det er som om at Schama partout vil have Rembrandt til at skulle have haft indgående dialog med en overskyggende rollemodel. Men er det Schamas egen konstruktion og projektion eller forholdt det sig virkelig sådan?
I romantikken betragtede man Rembrandt som et ensomt geni, som skabte uforståede mesterværker på tværs af sin samtid. Som modgift til denne forvildelse har kunsthistorikere i de senere mange år brugt meget tid på at demonstrere hvordan særligt Rembrandts tidlige motiver og kompositioner i høj grad kunne findes i samtiden og hvorfor Rembrandt derfor måske nok var dygtig, men langt fra et geni. Nogle er tilmed gået over i den anden grøft og afviser Rembrandts singularitet og fremhæver i stedet andre samtidige hollandske malere.
Schama forsøger at genskrive Rembrandts singularitet, hvilket lykkedes langt hen af vejen. Problemet er bare at Schama fokuserer for meget på Rembrandts tidlige produktion, som netop snarere er dygtig end genial. Det er med mesterværkerne fra de senere år at Rembrandt udviser sit geni.
Rembrandts sene kompositioner, varierede penselstrøg og håndtering af malingens fysiske struktur på maleriet foregriber senere tiders maleri og er singulær på en måde som ingen andre samtidige malere - inklusive Rubens og Van Dyck - formåede. Rembrandt insisterer på at vise os mennesket med alle dets skrøbeligheder, mangler og fejlbarligheder. Rembrandt er ikke som Rubens interesseret i det perfekte, men snarere i det akavede.
Når han maler kvinder, så er det ikke som Rubens overmenneskelige idealiserede kvinder, men som virkelige kvindekroppe. Hendrickje bader er fornemt eksempel på en virkelig kvinde der bader, som man kunne opleve det i sin egen dagligdag. Kompositionen er fuldstændig naturlig uden kunstig posering, men kan snarere ses som en slags anti-posering. Og samtidigt forstår Rembrandt at bruge sine penselstrøg. Mens samtiden insisterede på perfektion med maleriets meget fine penselstrøg og umærkelige overgange, så er Rembrandt forbløffende moderne. Han foregriber senere tiders malerkunst ved at være klar over at vores øjne - og dermed hjernen - genskaber billedet og at det er i dunkelhed, at hjernen får frit spil til at fabulere over billedet. Den sene Rembrandt er dybest set interesseret i, hvordan vi skaber form af ufuldendte former. Rembrandt afsøger grænsen mellem øje og hjerne i et forsøg på at male et billede som transcenderer maleriets statiske natur og stændigt kan genskabes af beskueren.

Schamas bog om Rembrandt er en god bog, som dog er en anelse for lang og ledeløs og kunne have haft brug for en sidste redigering. Der er meget som fungerer fint: Schama formår at vække Rembrandts liv og hektiske samtid til live med fine stemningsbilleder og har et godt blik for mange af Rembrandts malerier.
Til tider synes det dog lidt for hurtigt og letkøbt, som i Schamas yndlingsmaleri, det vidunderlige Portræt af Jan Six fra 1654. Jan Six har en handske på den ene hånd som den anden hånd har fat i toppen af. På baggrund af denne handske kaster Schama sig ud i en længere diskurs baseret på tvetydigheden i om Jan Six er på vej ud eller ind. Men Schama har tydeligvis ikke tænkt nøjere over den slags tætsiddende handsker, som man tager på ved at trække i toppen af handsken, men som man tager af ved at hive i fingrene. Jan Six er derfor tydeligvis fanget på vej ud og Schamas efterfølgende diskussion falder derfor lidt til jorden.
På samme måde med en række andre påstande i bogen. Først og fremmest forholdet til Rubens, som nok har været en inspiration, men ikke den tvangstanke som Schama lægger op til. Schama formår ejheller at forløse sit spændende oplæg om Rembrandts øjne; om forholdet mellem syn og indre visioner. Han forsøger sig med forskellige modeller om sammenhængen mellem blik, stoflighed og introspektion, men det forbliver uforløst.
Alt i alt har Schama formået at skrive en fornem Rembrandt-biografi med fine farvebilleder af værkerne. Bogen vil særligt tiltale dem, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Rembrandts på en gang enkle og overdådige værker af det akavede menneske.

Simon Schama, Rembrandt's Eyes, Allan Lane, The Penguin press. Hardback £30.00.