HVORDAN kan det være at det var europæerne der invaderede det amerikanske kontinent og ikke omvendt? Hvorfor var det ikke i stedet inkakongen Antapullha, der invaderede Europa og tilfangetog den daværende kong Charles I af Spanien? Mange har gennem tiden undret sig over verdenshistoriens gang og med Jared Diamond’s nye bog, Guns, germs and steel, foreligger et ambitiøst forsøg på at forklare de store træk i verdenshistorien ved at kombinere viden fra en lang række videnskabelige discipliner som blandt andet biologi, geografi, arkæologi, genetik og lingvistik. Det er der kommet en meget spændende og læseværdig bog ud af.

Som de fleste ved, så var det istedet Pizarro, der i 1532 i den spanske konges navn tilfangetog inkakongen Atahuallpa og på den måde lagde grunden til det mægtige inkariges undergang. Denne bedrift var nøje modelleret over Cortez’ lignende bedrift fra 1521, hvor han med ganske få conquistadorer underlagde sig det lige så mægtige aztekerrige i Mexico. Hvordan kunne det gå til at så talmæssigt håbløst underlegne styrker kunne indtage så mægtige riger? Mange mennesker har gennem tiden tilskrevet det den hvide europæers overlegenhed i forhold til andre racer. Argumentet lyder på at den hvide mands overlegne intelligens og høje moralske status gør det naturligt for ham herske over jorden og andre racer. I dag har man heldigvis svært ved at sige den slags højt, men der findes stadig dem, der i deres stille sind og i festlig lag med ligesindede finder på allehånde racistiske forklaringer på hvorfor den hvide mand har underlagt sig jorden. For hvordan skulle man ellers forklare hvorfor den hvide mand har været så sejrrig?

DET har ikke været muligt at finde nogen genetisk forskel på de forskellige menneskeracer og selvom visse dubiøse forskere fra tid til anden fremkommer med påstande om forskel på intelligenskvotient racerne i mellem, så er det igen og igen blevet tilbagevist. Mennesker er under hudfarven een og samme biologiske art med de samme fundamentale egenskaber.

Men hvad er det så, der har skabt verdenshistoriens skæve gang? Svaret er ligeså indlysende som det er overset: Som alle biologiske væsener er mennesket underlagt jordens geografi og biologi. I samspil med de ressourcer som mennesket har fået stillet til rådighed har mennesket udviklet stadig mere komplekse sociale og politiske strukturer. Forskellen i verdenshistoriens gang på de forskellige kontinenter skal findes i kontinenternes forskellige geografiske og biologiske forhold. Ultimativt peger Diamond på at forskellene formentlig skyldes noget så banalt som de baciller, som de folk fra Europa og Asien, Eurasien, har pådraget sig fra deres husdyr. Men hvordan når han til denne konklusion? I det følgende kaster vi os ud på en hvirvelvind gennem verdenshistorien i Amerika og Europa og gengiver de væsentligste argumenter fra bogen.

I DAG har folk fra Eurasien spredt sig over hele kloden og dominerer den moderne verden med deres magt og rigdom. Andre racer fra andre kontinenter, som for eksempel Afrika, har overlevet og har endeligt formået at fjerne noget af den europæiske dominans, men mangler stadig reel del i rigdom og magt. Andre racer som for eksempel de oprindelige mennesker i Australien, Amerika og det sydlige Afrika er blevet undertvunget eller decideret udryddet af europæiske kolonialister, der har overtaget deres land.

Denne rollefordeling er ikke af ny dato, og kan spores tilbage til omkring år 1500, hvor europæerne for alvor begyndte at ekspandere. Også dengang var der forskel i hvordan mennesker rundt om på kloden havde udviklet sig. Mens det meste af Eurasien og nord-Afrika befandt sig i en højt avanceret jernalder og tilmed var på kanten af en industrialisering, så brugte de mest avancerede kulturer i Amerika, Inkaerne og Aztekerne stadig stenredskaberne omend de var begyndt at eksperimentere med bronze. Og kulturer fra Australien, Ny Guinea og Stillehavsøerne samt mange kulturer i Amerika og syd for Sahara i Afrika levede stadig som bønder og visse endog stadig som jægere og samlere med stenredskaber.

Denne forskel i kulturernes udvikling var et produkt af forskellig udvikling på de forskellige kontinenter fra sidste istid år cirka 11.000 f.v.t. Spørgsmålet bliver derfor hvorfor den menneskelige udvikling på de forskellige kontinenter tilsyneladende har haft forskellige hastigheder gennem de sidste 13.000 år?

HVORDAN har historien da udviklet sig i Nord- og Syd-Amerika samt Eurasien siden Columbus’ rejse i 1492? De umiddelbare grunde til at europæerne kunne underlægge sig Amerika kender de fleste: Stålsværd, geværer og heste. Disse tre faktorer var overlegne i forhold til de indfødtes sten- og træ-våben, og mangel på ridedyr. Men den væsentligste umiddelbare grund til erobringen var de smitsomme sygdomme som europæerne bragte med sig. Sygdomme som kopper og mæslinger dræbte i følge nogle vurderinger over 95 procent af de indfødte. Europæerne havde haft tid til at udvikle både genetiske og immunforsvars mekanismer mod disse sygdomme.

Desuden havde europæerne skibe, der kunne bringe dem til Amerika og skriftsystemer til at udbrede kendskabet hertil. Men alle disse umiddelbare årsager forklarer ikke hvorfor det netop var europæerne der havde disse fordele og ikke de indfødte indianere.

Vi må længere tilbage i historien for at forstå hvorfor det forholdt sig sådan. Lad os kigge på bacillerne. Hvorfor havde de indfødte indianere ikke udviklet tilsvarende epidemiske sygdomme? Svaret kan deles i to: Dels kræver vores epidemiske sygdomme store menneskelige befolkninger, som for eksempel findes i byer, hvilket opstod langt tidligere i Eurasien end i Amerika. Dels viser nye mikrobiologiske studier at de fleste menneskelige epidemiske sygdomme stammer fra sygdomme hos husdyr fra Eurasien. For eksempel kommer influenza fra en sygdom hos grise, mæslinger og tuberkulosis fra sygdomme hos kvæg og kopper fra en sygdom hos kameler. Amerika havde kun eet husdyr, llamaen, hvorfra mennesker kunne få sådanne sygdomme.

Men hvorfor var der langt færre husdyr i Amerika end i Eurasien? Der eksisterer over tusind pattedyrs arter i Amerika, så man kunne vel forestille sig at nogle af disse kunne domesticeres? I virkeligheden er det kun en meget lille del af vilde pattedyr, der kan gøres til husdyr. Mennesket domesticerede allerede for tusindvis af år siden de mulige store vilde pattedyr, og siden er der ikke sket nogen tilføjelser trods ihærdige anstrengelser fra videnskabens side. Eurasien har jordens største landmasse og de fleste vilde arter, og derfor er de fleste husdyr herfra. Læg hertil at mange store pattedyr i Amerika forsvandt med kolonialiseringen efter sidste is-tid. De blev formodentlig udryddet af de først ankommende mennesker, der nok har befundet sig i samme situation som på Galapagos, hvor man kan komme helt tæt på dyrene.

Forskellen i antallet af domesticerede planter i Amerika og Eurasien er kvalitativt sammenlignelig med husdyrbestanden omend ikke lige så grel. Lægger man hertil de forskellige geografiske forhold for Amerika og Eurasien, hvor Amerika er orienteret om en nord/syd-akse, mens Eurasien er øst/vest orienteret, så forstår man der var helt andre betingelser for udveksling mellem kulturer i Eurasien end i Amerika. Det er langt nemmere at dele ressourcer langs klimazoner end ved krydsning. Citroner og høns, som først blev domesticeret i Sydøst Asien kunne således hurtigt sprede sig vest mod Europa og heste fra Ukraine kunne bevæge sig øst mod Asien. I Amerika krævede det derimod nye tilpasninger af eksisterende afgrøder. Således blev bomulden domesticeret i flere omgange både i Meso-Amerika og Syd-Amerika og på samme måde med chili, peber og squash. Det betød at denne proces tog længere tid. Og lægger man hertil at Amerika blev befolket langt senere end Eurasien, så begynder man at få en bedre forståelse for de forskellige udviklingshastigheder på de forskellige kontinenter. Historiens bredeste mønstre skyldes ifølge Diamond altså snarere forskelle i kontinenternes biologiske og geografiske miljø end forskelle blandt de mennesker der bebor dem.

PÅ samme måde kan man analysere verdenshistoriens gang på de øvrige kontinenter. Afrika har ligeledes en nord/ syd-akse, der har været et væsentlig handicap i udbredelsen af dyr og afgrøder. Selvom mennesket formodentlig opstod i Afrika, og dermed har haft længst tid til at udvikle sig her, så har de geografiske forhold arbejdet mod en hurtig udvikling. De store vilde pattedyr kunne af forskellige årsager ikke domesticeres og de få husdyr spredte langsomt sig fra Nord-Afrika fordi de skulle tilpasse sig nye klimazoner og forskellige sygdomme. Og for afgrøder danner der sig et næsten endnu klarere billede. Afgrøderne fra Egypten, som hvede og byg, kræver vinterregn og årstidsvariation i dagslængden. Derfor kunne de ikke spredes længere mod syd end Etiopien. Istedet måtte man vente på domesticeringen af indfødte afgrøder som hirse og durra. Og så kunne disse afgrøder selvfølgelig ikke spredes længere mod syd end Natal, hvilket iøvrigt har haft stor indflydelse på Sydafrikas historie.

På samme måde var udviklingen meget langsommere i Australien. Det skyldes dels at ingen indfødte australske dyr og blot een afgrøde, macadamianødden, til dato er blevet domesticeret. Dels er Australien det mindste kontinent med vanskelige geografiske forhold, der gør at kun et forholdsvist lille antal mennesker kan overleve her. Desuden er Australien det mest isolerede kontinent.

Alt i alt kan man bruge ovennævnte model på en lang række historiske sammenhænge, hvilket Diamond underbygger i sin bog. Men Diamond stopper ikke her. Han analyserer også udviklingen af komplekse politiske institutioner, skriftsprog, teknologi og organiseret religion som udløbere af agerbrugets indførelse. Desuden undersøger han forskellene i Eurasiens historie mellem den nære Orient, Kina, Indien og Europa.

JARED Diamond har tidligere skrevet den meget roste bog, Den tredje chimpanze, der fornylig er udkommet på dansk. Han er professor i fysiologi ved University of California, Los Angeles, og desuden en dygtig biolog, der blandt andet har beskæftiget sig indgående med fuglearter på Ny Guinea. Med Guns, germs and steel er det lykkedes Diamond at syntetisere viden fra en lang række forskellige discipliner til et højaktuelt bud på hvorfor verden ser ud som den gør. Han er ikke den første, der foreslår en sådan syntese, men han har med sine store inter-disciplinære viden formået at skrive en underholdende og velskrevet bog, der nok skal skabe debat. Bogen burde være tvungen læsning for visse demagoger og deres medløbere, omend man blot kan håbe på de vil forstå.