DEN FØRSTE Nobelpris i det nye årtusind er blevet givet til interdisciplinær hjernevidenskabelig forskning. Det var forventet, at nobelpriskomiteen ville fokusere på et af vor tids mest eksplosive forskningsfelter ved uddelingen af årets nobelpris i medicin/fysiologi.
Traditionelle faggrænser er i opbrud over det meste af verden, og med tiden giver det mindre og mindre mening at give nobelpriser til specifikke områder. Kemi og fysik har i mange år overlappet, og med tiden kommer der flere og flere blandinger i banebrydende forskning. Det er derfor bekymrende at se, hvordan ansvarlige politikere og embedsmænd vælger at placere forskningspenge.
Som altid var der en lang række forskere, der blev forbigået, hvilket er det evindelige problem med priser. Alt for ofte ved disse prisuddelinger benyttes princippet fra Lukas-evangeliet om at "til dem der har, skal gives", hvilket betyder, at virkelig revolutionerende forskning sjældent hædres. Men de færreste vil have noget at indvende mod årets uddeling, hvor de fleste især vil bifalde valget af Professor Eric Kandel (f. 1929), som har været med til at skrive den monumentale tekstbog om Hjernevidenskab, Principles of Neural Science, som nylig blev anmeldt i sin fjerde udgave her i Information.

ERIC KANDEL har gennem de sidste mange år forsket i, hvordan synapser overfører information fra en neuron (nervecelle) til en anden. Et af de store stridspunkter i den tidlige hjernevidenskabelige forskning var, om neuroner er fysisk forbundet.
Videnskabelige undersøgelser fra en række forskellige discipliner viste med tiden, at neuroner ikke er fysisk forbundne, men at deres information, der bliver båret som elektriske signaler, bliver omdannet til kemiske signaler via såkaldte synapser. Der er stadig mange åbne spørgsmål om, hvordan neuroner indkoder og gemmer information, men Kandels pionerarbejde med Aplysia-sneglen har vist, hvordan disse synapser kan ændres og på den måde indkode molekylære aspekter af hukommelsen.

MEN FOR AT vende tilbage til den politisk aktuelle side af sagen, så er det vigtigt at påpege, at nobelpriskomiteens videnskabelige prisuddelinger ikke kun har noget at gøre med de individuelle videnskabelige bedrifter. Primært har priserne altid været brugt som en opmuntring og støtte til fagområder i knibe. De har været brugt som et forskningspolitisk redskab til at fremme nogle ufortjent marginaliserede personer, institutioner eller forskningsområder.
Det har dog desværre altid været sådan, at den folkelige opbakning til en form for forskning, som ikke øjeblikkeligt kan love en forjættende ny dims til samfundsmaskinen, har svært ved at blive understøttet. Det er svært at finde simple, forståelige argumenter.
Men det er trods alt unægteligt sandt, at en bred og velfunderet grundforskningspolitik har langt større indflydelse på langtidseffekten af et lands økonomiske udvikling end alle kortsigtede lappeløsninger tilsammen. Og det kan derfor forekomme som en møjsommelig proces for de ansvarlige videnskabsfolk at gentage alle de gode argumenter, hver gang en ny forskningsminister med tendens til populære valg skal oplæres i at træffe de rette beslutninger.

DANMARKS FORSKNINGSRÅD sagde i januar, at der mangler en milliard kroner om året til grundforskningen, og at hovedparten af pengene bør lægges ind på universiteterne direkte, fordi de er de bedste til at afgøre, hvad det er vigtigt at forske i.
Om det er noget, man i Finansministeriet og Forskningsministeriet havde tænkt sig at lytte til ved de igangværende finanslovsforhandlinger, er mildest talt tvivlsomt. Men det er vigtigt. Alle de lande, vi normalt sammenligner os med, er kommet meget længere i satsningen på tværvidenskab. For eksempel har Irland for nylig øremærket hele 1,5 milliarder kroner til hjerneforskningen.
England og Sverige har for længst dannet egentlige centre med høj international ekspertise. Tyskland er langt fremme inden for kompleksitetsforskningen og satser nu også stort på molekylærbiologien og IT-området. Det kan ikke være klogt for "foregangsland Danmark" systematisk at sakke agterud på områder, som kommer til at præge de naturvidenskabelige landvindinger i fremtiden.

MEGET AF dette banebrydende videnskabelige arbejde kan ikke udføres uden at krydse traditionelle faggrænser. Faggrænser er ikke naturgivne, og det er på tide, at der handles i overensstemmelse hermed forskningspolitisk.
Ellers ligger Danmarks chancer for videnskabelige priser snarere hos IgNobel - den alternative nobelpris, der gør hjerteligt grin med den barokke del af genren - end hos vores svenske brødre.
/rob og mor