"Træ-kænguruens klo" af Morten Kringelbach

I sin eminente bog Throwim Way Leg fortæller den legendariske australske biolog Tim Flannery, hvordan han havde lært at leve med den malaria som man uværgeligt tildrager sig som prisen for at studere Ny Guineas primært natlige pattedyr. Myggene finder altid vej trods omhyggelige lag af tøj og insektdræbende middel. Flannery tog derfor en ekstra dosis kinin-tabletter, da han i 1985 i begyndelsen af sin hidtidigt største ekspedition til den afsiddesliggende bjerglandsby Wigotei i den nordlige del af Ny Guinea pludselig blev ramt af høj feber. Han fik kraftig hovedpine og kunne hverken gå endsige fokusere. Dingiso

Dagevis forløb i febervildelse, hvor Flannery hurtigt mistede overblikket over hvor mange kinin-tabletter han havde taget. Overdosis af kinin er særdeles farlig med døden som uafvendelig ledsager. Snart begyndte Flannery’s ører at ringe voldsomt, hvilket er et sikkert tegn på overdosering, som Flannery omsider forstod i sine korte klare øjeblikke. Han fik derfor arrangeret indfødte til i hast at bære sig til et mission hospital.

Trods sin halv-hallucinatoriske tilstand opdagede Flannery at en af bærerne havde en halskæde med en mystisk sort klo. Med en kraftanstrengelse lykkedes det Flannery at købslå sig til den klo, som senere skulle vise sig at blive nøglen til en af de mest interessante opdagelser i moderne biologi.

Ved ankomsten til hospitalet diagnosticerede en nonne akut malaria og gav ham ekstra kinin. Flannery var på dette tidspunkt alt for svag og forvirret til at diskutere og slugte derfor flere af de bitre piller. Hen under aften faldt han hen i en ekstraordinær tilstand af klar døs på trods af den ulidelige tørst, feber og smerte. Han tog derfor ikke særlig notits af en nonne der afklædte ham og hvis hænder og øjne afsøgte hver en del af hans krop. Normalt ville han havde været chokeret over denne intime kontakt, men alt synes ham ligegyldigt.

De næste par dage er fuldstændigt forsvundet fra Flannerys hukommelse. Det næste han husker er en opvågnen i en seng på et snavset hospital fuld af døende nær kystbyen Wewak, hvor en stor mandlig sygeplejerske med traditionelle piercinger i ører og næse tørrede en stor beskidt kanyle af i ærmet før han jagede den op i Flannerys arm. Dernæst kravlede Flannery væk indtil han fandt et venligt ansigt som kunne bringe ham væk fra hospitalet og i sikkerhed.

Flannery havde ikke haft malaria, men havde i stedet haft en form for tyfus som er midebåren og som normalt dræber i løbet af cirka seks dage. Mange år senere mødte Flannery atter den nonne som i yderste øjeblik havde reddet hans liv ved at finde miden på hans genitaler og straks give ham den rette medicin.

Det tog Flannery meget lang tid at komme sig ovenpå den tyfus som nær havde dræbt ham. I månedsvis havde han problemer med sin nattesøvn og hans korttids hukommelse var alvorligt forringet i endnu længere tid.

Men da han endelig fik mulighed for at se på den lille samling, som han havde fået samlet på ekspeditionen, var det den sorte klo som straks vakte hans interesse. Der var uden tvivl tale om en klo fra en ukendt træ-kænguru art.

Træ-kænguruerne på Ny Guinea er en fjern og sjælden slægtning til den australske wallaby, som er en medium-størrelse kænguru. Træ-kænguruerne lever i trætoppe og nogle arter ligner som følge af deres specialiserede liv mere koala- eller panda-bjørne end kænguruer. På Ny Guinea lever træ-kænguruerne i de bjergfulde områder og er notorisk meget sky natdyr, som er særdeles vanskelige at studere. Man ved ikke, hvad der oprindelig fik træ-kænguruerne til at kravle op i træerne, men der var formodentlig mere føde at finde - om end træ-kænguruerne den dag i dag virker sært klodsede i trætoppene.

Flannery måtte derfor koste hvad det ville tilbage til Torricelli bjergene og forsøge at finde træ-kænguruen med den sorte klo.

Det tog mere end tre år for Flannery at skaffe penge til den næste ekspedition. Endelig i 1988 lykkedes det ham at vende tilbage og med hjælp fra landsbyhøvdingen Kaspar Seiko fik han identificeret den sorte klo som tilhørende det dyr de indfødte i dette område kalder Tenkile og som lever midt i et område der er omfattet af et stærkt tabu og måske derfor havde sikret dyrets overlevelse. Seiko lovede at bringe Flannery en Tenkile og et par dage senere vendte han tilbage med et helt sort skind. Det viste sig ganske rigtig at tilhøre et hidtidigt ukendt pattedyr, hvilket var intet mindre end en videnskabelig sensation. Yderligere undersøgelser gav Tenkile det latinske navn Dendrolagus scottae.

Et par år senere gentog Flannery bedriften med endnu en ny art af træ-kænguruer som de indfødte kalder Dingiso og som blev navngivet Dendrolagus mbaiso. Det lykkedes tilmed Flannery ved et gyldent tilfælde at få fat på et levende eksemplar af dette højst specielle dyr, som han studerede i et par dage inden den unge Dingiso blev genudsat i naturen.

Det er svært i en kort anmeldelse at yde fuld retfærdighed til en så fin bog som Tim Flannerys Throwim Way Leg. Bogen er en fornem hyldest til Ny Guineas forunderlige dyreliv foruden til de mennesker som forsøger at finde en bæredygtig udnyttelse af deres rige naturressourcer. Dermed er det også en vigtig bog om samspillet mellem mennesker og natur - og mellem indfødte og vesterlandske missionærer. Det er en velskrevet bog for alle som bekymrer sig om den natur vi bebor og den fremtid vi er i gang med at skabe.