Næsten hver eneste dag fodres vi med nyheder om nye forfærdelige sygdomme med skæbnesvangre navne som Ebola, Lassa og Marburg. Disse sygdomme dræber mennesker på rasende kort tid og på de mest forfærdelige måder. Det synes som om at der bliver stadig flere af disse frygtelige sygdomme og nogle såkaldte eksperter har foreslået at det blot er et spørgsmål om tid før en af disse sygdomme lægger vores globale samfund øde.

En god modgift til sådanne dommedagsprofetier er Christopher Wills’ velskrevne bog Plagues. Their origin, history and future, der fortæller historien om og baggrunden for de frygtelige sygdomme som har hærget menneskeheden siden tidernes begyndelse. Christopher Wills er professor i molekylær biologi ved University of California, Berkeley og har blandt andet forsket i menneskets genetiske variation og de mekanismer hvormed vi modstår sygdom.

Parasit og vært lever det meste af tiden i symbiose, men undertiden undergår parasitter genetiske forandringer der får dem til at formere sig uhæmmet. Det er denne vækst som skaber sygdom hos værten og som i nogle voldsomme tilfælde kan medføre døden. Men værten formerer sig naturligvis også og eftersom alle levende væsener er i stadig konkurrence om føde, så betaler det sig bedst for parasitten at tilpasse sig sin vært.

Parasitter kommer fortrinsvis i to vigtige varianter som henholdsvis bakterier og vira. Begge typer er sofistikerede cellulære organismer som behøver næringsmidler for at formere sig. I de sidste cirka halvtreds år har vi haft penicillin som modgift mod nogle bakteriers uhæmmede vækst, mens det har vist sig sværere at kontrollere ondsindede vira og nu synes penicillinens dage også talte.

Det er en væsentlig pointe at parasitter er opportunister der helst vil formere sig som det passer dem. Undertiden opstår der uventede muligheder for føde som genetiske mutationer af parasitter efterfølgende kaster sig over. Problemet for den muterede parasit er imidlertid at føden som oftest er begrænset til værten. Hvis disse grovædende mutationer skal overleve over længere tidsrum så kræver det at der er mulighed for at blive overført til nye værter inden værtens ressourcer er udtømt.

Man kan derfor kontrollere langt de fleste sygdomme når man kender smittevejene. Simple foranstaltninger som vand og sæbe har reddet forbløffende mange liv gennem tiderne, om end det er langtfra alle sygdomme som kan forebygges på denne simple vis.

De fleste kender til malaria som en tropesygdom, men de færreste ved at malaria engang var særdeles udbredt også på vores breddegrader. I 1831 var der for eksempel en så voldsom epidemi på Sjælland, Lolland og Falster at det frygtedes at øerne skulle blive affolket. Næsten alle indbyggere var ramt af sygdommen hvilket nogle gange fik bønder til at kollapse midt under arbejde i marken. I en kommune på Lolland døde således op imod halvdelen af befolkningen i denne epidemi.

Den sidste store epidemi fandt sted i 1862 og derefter faldt udbredelsen af sygdommen dramatisk. Fra 1887 til 1900 blev der kun rapporteret ti tilfælde af malaria, mens der efter 1900 ikke blev rapporteret en eneste.

Det var ikke så lidt af en gåde hvorfor malaria pludselig forsvandt. Først i 1918 fandt den danske zoolog Carl Wesenberg-Lund løsningen. Han begyndte at undersøge udbredelsen af myg i Danmark og fandt at malariamyggen var forbløffende sjælden. Det lige indtil den dag hvor han begyndte undersøgte kostalde. Overalt fandt han talrige malariamyg hængende i spindelvæv og fra loftsbjælker.

Svaret var derfor enkelt: Da man begyndte at holde husdyr i overdækkede stalde fik det malariamyg til at ændre deres blodsugning til husdyr og væk fra mennesker. Malaria parasitter kan ikke overleve i disse husdyr og den onde malaria cyklus var dermed brudt.

Wills interessante pointe er at vi kan lære af historien og at langt de færreste sygdomme er uhelbredelige. Vi er derfor nok under stadig pres fra parasitterne, men der synes ikke at være udsigt til at vi skulle tabe kampen.