Depression er livsfarlig. Ifølge statistikken begår mindst en ud af ti depressive personer selvmord. Biologen Lewis Wolpert beskriver i sin fremragende nye bog, Malignant Sadness, hvordan han i sin dybe depression ikke kunne tænke på andet end selvmord. Hans største problem var at han ikke kendte en smertefri måde at tage livet af sig. Han samlede et forråd af sovepiller og hjertemedicin, men var bange at det ikke skulle virke og at han ville vågne op i en endnu værre tilstand. Han overvejede at smadre sit aflåste hospitalsvindue og hoppe ud fra syvende sal, men vidste samtidigt at hans højdeskræk ville umuliggøre det. Når han var hjemme i løbet af dagen blev han ved med at fantasere om at løbe hovedet mod en glasrude og på denne måde skære sin hals over.

Da hans kone fandt ud af det, blev hun rasende og bad ham betænke hvilken ulidelig situation han ville skabe for hende og børnene. Hun lovede til gengæld at hjælpe ham, hvis hans tilstand ikke var blevet bedre i løbet af et år. Heldigvis troede han på hende og begyndte på denne måde sin langsomme helingsproces, der nu er udmundet i en enestående og velafbalanceret bog om depression.

Wolpert deler i sin nye bog sin smerte, hjælpeløshed og tvivl med læseren således at selv ikke-depressive læsere bliver hjulpet til den nødvendige forståelse. Samtidigt tegner han et fornemt portræt af vores nuværende viden om depression, som kan hjælpe til den holdningsændring som er nødvendig.

For det er et faktum at mindst en ud af ti mennesker vil komme ud for en dyb depression i løbet af deres levetid. Men trods dette så taler de fleste mennesker ikke gerne om depression. I modsætning til sygdomme som influenza og halsbetændelse, så er mentale sygdomme som depression tabu.

Wolpert beskriver i korte træk hvordan det historisk set hænger sammen med en række forskellige faktorer. Traditionelt har den vestlige kulturkreds antaget at kroppen er adskilt fra sjælen og blandt ander derfor er mentale sygdomme ikke blevet behandlet på linie med kroppens øvrige sygdomme. Men selvom det måske stadig er svært at acceptere for enkelte, så peger alt på at vores mentale aktivitet, normal såvel som abnorm, er et produkt af biologisk aktivitet i hjernen.

Netop på grund af hjernens overvældende kompleksitet har det traditionelt været særdeles svært at diagnosticere og behandle mentale sygdomme. Mentalt syge mennesker er historisk set blevet behandlet som samfundets udskud og sendt på lukkede institutioner, hvor de ofte er blevet behandlet værre end kriminelle.

Disse faktorer har bidraget til at de fleste mennesker stadig i dag hellere vil forsøge at skjule og benægte en alvorligt depression end at søge behandling.

De fleste vil have hørt om den nyeste anti-depressive behandling som for eksempel de såkaldte lykkepiller og mange vil også være bekendt med den debat der blandt andet har udspillet sig i Informations spalter.

Nogle ville sikkert synes at det ville være dejligt nemt om lykke kom i pilleform, men det er desværre ikke tilfældet (og intet tyder på at det nogensinde bliver).

Årsagen er at hjernen er så kompleks at ingen simpel pille alene vil kunne genoprette dens balance. Spørgsmålet bliver hvordan denne ubalance, som depression er et symptom på, er blevet skabt?

Det er i den forbindelse væsentlig at skelne mellem symptomer på mentale sygdomme og deres grundliggende biologiske og psykologiske årsager. Det har vist sig svært nok blot at diagnosticere mentale sygdomme, og det kan derfor ikke undre at det har vist sig næsten umuligt at udrede de præcise biologiske og psykologiske årsager.

Det betyder dog ikke at der ikke findes et utal af forklaringsmodeller og teorier. Wolpert træder en fornem balancegang i sin beskrivelse, dels af den vanskelige diagnosticeringsproces af depression og dels af de forskellige teorier om depressionsårsager.

Wolpert er selv professor i udviklingsbiologi og har derfor en forkærlighed for biologiske forklaringer. Men samtidigt er han også klar over at det ikke nødvendigvis er hele historien.

Hjernen bliver naturligvis skabt ved hjælp af vores gener, men der er langtfra information nok i vores DNA til at kode for alle forbindelser i hjernen og derfor spiller epigenetiske faktorer som for eksempel påvirkninger fra fostertilstand og tidlige barndom en betydelig rolle.

Psykologiske faktorer er derfor ofte lige så væsentlige som neurobiologiske. Det betyder også at behandlingsmetoder må tage dette i betragtning. Igen formår Wolpert at give et velafbalanceret billede af forskellige behandligsformer og deres respektive styrker og svagheder.

Modsat hvad mange mennesker tror, så er der ikke bevis for at een metode virker bedre end andre. Snarere er der, som Wolpert rammende beskriver, tale om et eksempel på det der er blevet kaldt Dronte-hypotesen. Dronten i Alice i Eventyrland udbryder efter at have set et kapløb "Alle har vundet, og alle skal have medaljer!".

Der er ikke videnskabeligt belæg for at udtale sig om at piller virker bedre end samtale - eller omvendt. Det er i den forbindelse interessant at den måske mest afgørende faktor for depression er tid. Op imod 80 % af alle depressive patienter vil med tiden - selv uden behandling - få det væsentlig bedre, selvom det kan tage op imod et år eller længere.

Snarere peger Wolpert på at en kombination af tid, piller og samtale formodentlig er den bedste kur.

Det er iøvrigt interessant at Wolpert understreger at depression er en almenlidelse som kan påvirke andre organer herunder hjertet og som ofte er tæt forbundet med overdreven hypokondri.

Han understreger også gentagne gange at depression ikke kun påvirker patienten, men at ægtefæller og andre pårørende også lider voldsomt og derfor må være selvskrevne deltagere i behandlingen.

Bogen indeholder således også vedkommende og præcis information om en lang række emner forbundet til depression såsom manio-depressivitet og depression i andre kulturer. Wolpert skriver således fint tilgængeligt om den neurobiologiske basis for depression. Man kunne måske beklage at han ikke kender litteraturen tilstrækkeligt til at komme ind på den rolle som en hjernestruktur i det limbiske system, anterior cingulate gyrus, spiller for det emotionelle system i hjernen og at han måske overspiller den rolle som en anden del af hjernen, amygdala, spiller. Men det er ikke væsentlige mangler og måske endda for meget at forlange.

Det er ejheller en væsentlig mangel at Wolpert synes at mangle lidt kritisk sans i sin gennemgang af de kontrollerede kliniske undersøgelser af depression. Han skriver således at den videnskabelige litteratur viser at alle anti-depressive midler er lige effektive, hvilket måske nok teknisk set er korrekt eftersom ingen myndighed har fremhævet et produkt fremfor et andet, men stærkt omdiskuteret blandt forskere og læger.

Alt i alt er det derfor en fornem lille bog på omkring 200 sider som det ville være en skam om vi ikke fik en dansk oversættelse af. Depression er desværre meget udbredt og det er forbløffende svært at finde god og redelig information på dansk.

Depression påfører så mange lidelser på så mange mennesker, at vi har brug for al den hjælp vi kan få. Og selvom der er mørkt i det ondartede tungsinds dyb og selvmord undertiden kan virke som den eneste udvej, så er det vigtigt at få ordentlig og timelig viden om livsvejen ud. Wolperts bog kan fungere som lys for enden af tunnelen og burde være tvungen læsning ikke blot for depressive og behandlere, men for alle.