|

Artikel trykt i Information 19.8
Øvrige publicerede artikler.
|
Mod alle odds efter stædig afvisning af kemoterapi
har forfatteren af den nye bog Living Proof overlevet
i otte år, efter at lægerne kun gav ham få måneder
at leve i.
KRÆFT
Af MORTEN KRINGELBACH
Alle, der har haft kræft tæt inde på livet,
ved, at kræft er dødsens alvor. Mange vil kende til
magtesløsheden og det frygtelige dilemma, man stilles over
for i valget af eksisterende behandlingsformer. Kemoterapi er
så giftig, at det altid udvikler sig til et kapløb
med tiden om at dræbe kræftcellerne, inden patienten
selv dræbes af kemoterapien. Selv når behandlingen
lykkedes, kan behandlingen efterlade patienten så svag,
at andre opportunistiske infektioner kan gøre det af med
patienten.
De fleste læger anbefaler alligevel, at man påbegynder
behandling med det samme, for alternativet er næsten altid
den visse død. Døden er vores ene vished, men visheden
indfinder sig ikke altid i overensstemmelse med lægernes
forudsigelser.
I sin nye bog beskriver Michael Gearin-Tosh, hvordan han indtil
videre har overlevet otte år efter en diagnose på
knoglemarvskræft, hvor lægerne gav ham højst
et par måneder tilbage at leve i. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt,
at Gearin-Tosh har overlevet denne normalt meget aggressive og
terminale kræftform i så lang tid, men det er endnu
mere bemærkelsesværdigt at Gearin-Tosh ikke har modtaget
nogen form for konventionel behandling som kemoterapi eller strålebehandling.
Ikke en selvhjælpsbog
Boghandlerne er fuld af selvhjælpsbøger om alternative
kræftterapier, som alle lover hurtig helbredelse med ofte
minimal indsats. Mange læger anklager med rette disse bøger
for at skabe urealistiske håb hos nogle kræftpatienter,
som venter alt for længe med at påbegynde en behandling,
som ellers potentielt kunne have hjulpet dem med at overleve.
Denne kategori af selvhjælpsbøger inkluderer ikke
Gearin-Tosh nye bog, som ikke indeholder opskrifter for overlevelse,
men i stedet er en modig og ofte ganske morsom beskrivelse af
en mands kamp mod alle odds i kræftens lotteri.
I juni 1994 blev Michael Gearin-Tosh pludselig ramt af længerevarende
høj feber, der blev diagnosticeret som knoglemarvskræft
(myeloma, der udgør cirka én procent af alle kræftformer).
Som mange andre kræftpatienter følte Gearin-Tosh
ikke, at lægerne gav nok information om sin dødelige
sygdom og søgte derfor selv mere information.
Knoglemarvskræft
Gearin-Tosh fremskredne form for knoglemarvskræft (diffus
myelomatosis) er ikke mulig at helbrede og giver blandt andet
voldsomme knoglesmerter med patologiske brud og nyresvigt. Sygdommen
blev diagnosticeret til at være så fremskreden, at
Gearin-Tosh havde, hvad der svarer til en 90-årigs skelet.
Uden behandling dør 15 procent inden for de første
tre måneder, og selv med behandling overlever man kun to
eller højst tre år. Den slags oplysninger kan tage
modet fra enhver, og da den ene læge efter den anden dernæst
anbefalede ham hurtigst muligt at begynde kemoterapi for i det
mindste at forlænge tiden blandt de endnu levende, må
det have syntes som et håbløst kapløb, hvor
taberen er givet på forhånd.
I dette mørke lykkedes det alligevel Gearin-Tosh med hjælp
fra gode venner at finde den vej som holdt ham i live. Særligt
en tidligere studerende Carmen Wheatley hjalp med at finde mening
i et væld af ekspertudsagn fra forskellige læger.
Fra starten var Gearin-Tosh meget imod kemoterapi, hvilket blev
forstærket af, at statistikken viste, at for denne type
knoglemarvskræft kunne kemoterapi højst forlænge
overlevelsen marginalt.
I stedet begyndte Gearin-Tosh at undersøge diverse
alternative behandlingsformer. Han blev hurtigt meget interesseret
i muligheden for at kontrollere kræft gennem madtilskud.
Efter megen tvivl og søgen, som er fint beskrevet i bogen,
valgte Gearin-Tosh den såkaldte Gerson-terapi.
Denne ernæringsterapi hævder at kunne hjælpe
mod kræft og særligt kræftknuder ved blandt
andet at benytte sig af de videnskabelige fremskridt inden for
ernæringstilskud. Terapien foreskriver en diæt, som
hovedsalig er vegetarisk med højt mineral og vitaminindhold,
men med lavt proteinindhold. Hovedformålet er at forøge
patientens almenvære ved at nedsætte leverstress gennem
at bruge friske fødevarer uden tilsætningsstoffer.
Den mest kontroversielle del af terapien er brugen af kaffelavementer
op til fire gange om dagen i begyndelsen. Ideen er at afgifte
leveren og kroppen så meget som muligt.
Gearin-Tosh går ikke i detaljer med terapien, hvilket i
stedet overlades til Carmen Wheatleys essay The 0.005% Survivor,
der bringes i slutningen af bogen, og som beskriver hele sygdomsforløbet
fra diagnose til behandling med fuldt noteapparat. I stedet skriver
Gearin-Tosh om de bøger, de venner og den støtte,
han fik til at gennemgå processen i kræftens mørke.
Han understreger, at blot fordi at denne terapi virkede for ham,
så er det ikke sikkert, at den vil hjælpe andre.
Smittende overskud
Gearin-Tosh skriver med et overskud, som smitter, og som måske
kan bære andre igennem mørket. På et tidspunkt
skriver han om, hvordan han fik lejlighed til at fortælle
om sit sygdomsforløb til David Weatherall, Oxford Regius-professor
i medicin, der lyttede eftertænksomt og sagde så efter
nogen tøven: »Vi ved så lidt om, hvordan kroppen
fungerer«.
Man kan ikke undlade at håbe denne beskedne ærlighed
vil inspirere nogle fagfæller.
Living Proof er et væsentligt personligt indlæg
om en videnskab, der hidrører os alle, og hvor der stadig
mangler en grundlæggende forståelse af kræftens
gåder. Netop fordi videnskaben endnu ikke tilnærmelsesvis
har noget, der ligner en effektiv behandling for mange kræftformer,
er det værd at lytte til dem, der har besøgt kræftens
mørke.
Det er muligt, at Michael Gearin-Tosh blot har været umanerligt
heldig i kræftens lotteri, men det kan også være,
at der i hans personlige mytteri mod lægevidenskabens etablerede
dogmer om kemoterapi og i hans stædige afsøgen af
mulige kostforbedringer ligger en interessant strategi, der kan
komplementere eksisterende og nye kræftbehandlinger.
*Michael Gearin-Tosh: Living Proof. A medical mutiny, Simon &
Schuster: London, £14.99
|
|