På den lille ø Koshima i Japan begyndte en ung macaque-abe at vaske sine søde kartofler rene for snavs. Snart begyndte hendes mor og andre jævnaldrende at vaske deres kartofler. Denne nye vane spredtes hurtigt, således at 10 år efter, så vaskede stort set hele øens befolkning af macaque-aber deres kartofler.
For mange mennesker var det overraskende at aberne på denne måde og så hurtigt overførte vaner. På mange måder kunne man nemlig betragte abernes kartoffelvaskning som en kulturel variation, da andre macaque-aber fra andre steder i verden ikke vasker deres kartofler.
Kultur betragtes af mange som noget unikt menneskeligt og som en af de ting, der adskiller os fra dyrene. Det er svært at se hvordan andre dyr skulle kunne matche menneskelige bedrifter i kunst, videnskab, politik eller endsige kogekunst. Men hvorfor måle andre dyr efter vores skala? Hvad nu hvis man definerede kultur som ikke-genetisk overførsel af vaner? På mange måder fanger en sådan definition den måske væsentligste og grundlæggende egenskab ved kultur, som er en overførsel af informationer der fører til en ændring i et dyrs adfærdsmæssige repertoire.
Kulturel overførsel
Der er imidlertid en række problemer med macaque-abernes kartoffelvaskning og det er blandt andet at det kun er denne ene vane (eller lignende vaner) som varierer blandt grupper af macaque-aber. Og een vane gør ikke en hel kultur. Antropologer og psykologer var derfor hurtige til at affærdige macaque-abernes kartoffelvask som en "tradition" eller "gruppe-specifik træk" snarere end en egentlig kultur. Det startede samtidigt en debat, hvor det blev forsøgt at omdefinere kultur som en størrelse, der krævede sproglig overførsel, hurtige adfærdsændringer og fuldt udviklet imitation. Målet syntes stadig at være at forsøge at trække en klar grænse mellem mennesket og dyrene, hvor kultur pludselig blev den målestok, der skulle retfærdiggøre vores moralske og intellektuelle overlegenhed overfor andre dyr.
Men langsomt har denne holdning måtte strække våben, for som med så meget andet i naturen, så synes også kultur blot at være et spørgsmål om gradbøjning. Det er meget muligt at macaque-aber kun har mulighed for at variere deres adfærd ganske lidt, men det forholder sig ganske anderledes for vores nære familiemedlemmer: chimpanser og bonoboer.
Redskabsbrug
I løbet af den sidste dekade er der fremkommet stadig flere interessante iagttagelser om chimpansers adfærd. Nogle chimpanse-grupper bruger således redskaber som for eksempel lange grene til at fiske myrer fra myrebo, mens andre grupper bruger sten til at knække nødder. I en nyligt publiceret artikel i Nature bliver der opremset 39 forskellige adfærdsmønstre fra syv forskellige vel-etablerede steder hvor man har studeret chimpanser i en årrække. Adfærdsmønstrene bliver klassificeret som kulturelle variationer og strækker sig vidt fra forskellige typer redskabsbrug til håndklap. I et af de bedst undersøgte chimpanse samfund i Mahale, Tanzania, har aber, der i færd med soignere hinanden, for vane at klappe deres hænder højt over deres hoveder. Denne vane er ikke blevet observeret i det nærliggende chimpansesamfund i Gombe eller for den sags skyld andetsteds.
Alt i alt peger de videnskabelige iagttagelser overvældende på at chimpanser har en bemærkelsesværdig evne til at opfinde nye skikke og teknologier som overføres socialt snarere end genetisk. Mennesket er derfor måske nok særdeles gode til kultur, men andre arter slægter os på. Så måske var det på tide at gentænke vores rolle i naturen og vores forhold til andre dyr?
A. Whiten et al. (1999), "Cultures in chimpanzees", Nature 399:682-5.
