Kort før jul indtraf en tragisk og meningsløs ulykke i Oxford. En god ven fra college, G., faldt ved et uheld fra 10 meters højde og slog hovedet i så alvorlig grad at han var i dyb koma ved ankomst til hospitalet.

De første par dage på hospitalet var G.’s tilstand særdeles kritisk og på et tidspunkt blev hans tvillingebror tilrådet at underrette og tilkalde familien fra Østeuropa. Normalt bliver den nærmeste familie naturligvis straks underrettet i så alvorlige situationer, men ulykkeligvis har G.’s mor i en årrække lidt af hjerteproblemer og man frygtede at det kunne udløse et fatalt hjerteanfald. G.’s tvillingebror som siden ulykken i bogstaveligste forstand havde levet på intensiv-afdelingen, var dermed i en af de frygtelige dilemmaer som livet undertiden frembyder. Efter lange og svære overvejelser besluttede han ikke at underrette familien, men at vente.

I blandt og særligt i denne ulidelige situation er at vente et hårdt verbum, som er langt mere aktivt end de fleste kan bære.

Han begyndte at følge omgivelserne med øjnene, men var stadig for svag til at kunne bevæge sig. Han syntes at kunne genkende os, men han var ude af stand til at tale, da en alvorlig lungebetændelse havde nødvendiggjort at han havde fået indlagt et dræn i halsen.

Som dagene gik begyndte G. at genvinde nogle af sine færdigheder. Han begyndte at kunne kontrollere sine kropslige funktioner. Han begyndte at skrive bogstaver på en udviskelig staveplade og snart kunne han forme dem til ord. Bogstaverne var store og kluntede til at begynde med, men begyndte langsomt at danne ord og ligne håndskriften fra førhen.

Han blev flyttet fra intensiv-afdelingen til en genoptræningsafdeling. G., som ellers aldrig førhen så fjernsyn, så nu i en periode fjernsyn hele tiden og lyttede til musik. Han var tilsyneladende i stand til at forstå engelsk, og en dag, da vi spurgte ham om han var interesseret i en jazz-cd, skrev han med sin finger: Rachmaninov. Det var ikke jazz, men Rachmaninovs anden klaverkoncert han ville have, og det fik han så.

G. er stadig svag, men er uden fysiske mén og er nu begyndt at kunne gå igen. Han har fået lov til at sove hjemme, men skal stadig til genoptræning på hospitalet i løbet af dagen.

G.’s hukommelse har tilsyneladende ikke taget skade og han har alt i alt genvundet de fleste af sine normale fysiske og mentale evner.

Men G.’s tvillingebror var bekymret over den personligheds ændring, som G. syntes at have undergået. Hvor G. tidligere havde haft et mildt og lettere selvudslettende sindelag, så var han nu aggressiv og selvcentreret som et forkælet barn.

G. har siden ulykken lidt af mere eller mindre voldsomme hovedpiner og derfor sat stor pris på at få sine tindinger masseret, hvilket G.’s tvillingebror brugte meget tid på.

Men pludselig en dag i forrige uge, hvor G. vågnede op efter den foregående aften at have haft en mindre krise med sin mave som havde fået lægerne til at ordinere sovemedicin, kiggede G. forundret på sin bror og bad ham om straks at stoppe med tindingemassagen. Det plejede G.’s tvillingebror da aldrig at gøre, så hvorfor nu?

Det virkede som et vendepunkt og siden har G. opført sig mere som den person han var førhen.

Generelt siger man at jo længere tid en patient er i koma, jo mindre chance er der for at patienten kommer tilbage til bevidstheden og jo større er sandsynligheden for at patienten vil få meget alvorlige mén.

Men sådanne mål er både upræcise og dækker over vores uvidenhed. For sandheden er at selvom vi i dag ved mere om hjernen end nogensinde før, så ved vi stadig alt for lidt om hjerneskaders indvirkning på både kort og lang sigt. Vi kender naturligvis til tidligere tilfælde, der kan minde om det aktuelle, men hver hjerneskadepatient er unik og sygdomsforløbet afhænger af en lang række faktorer, hvoraf patientens hjerne og konstitution naturligvis er særdeles vigtige faktorer, men er svære at kvantificere.

Menneskers hjerner er nemlig nok meget ens, men de er også meget forskellige. Der er ikke nær gener nok til at kode for hjernens fuldstændige struktur og vores hjerner afhænger derfor af påvirkninger fra omgivelserne til at skabe de nødvendige forbindelser.

Hjernen udviser en utrolig plasticitet (tilpasningsevne) i barndommen. I meget sjældne tilfælde gennemgår svært epileptiske børn en voldsom operation som fjerner hele den ene side af hjernebarken. Hjernen hos disse børn synes alligevel på magisk vis at tilpasse sig og de fleste har næsten ingen alvorlige mén selvom de mangler halvdelen af hjernen.

Generelt synes voksne menneskers hjerner at miste deres plasticitet og derfor er hjerneskader ofte meget mere alvorlige i senere alder.

Men det er således ikke kun hjernens strukturelle anatomi, men også dens funktionelle anatomi, som er meget variabel fra person til person.

Bogen er opdelt i to dele: Kognitive lidelser og kliniske tilstande. Den første del er underopdelt i tre afsnit som beskæftiger sig med henholdsvis hukommelses-, sprog- og syns-forstyrrelser. Anden del er underopdelt i fem afsnit: Parkinson’s sygdom, hjernesvulster, slagtilfælde, hjernerystelser og epilepsi.

Hvert afsnit indeholder beretninger om hvordan et menneske har gennemlevet hvordan hjernen har ændret sig. Hver artikel og afsnit bliver dernæst afsluttet med Kapurs uddybende kliniske betragtninger og henvisninger til yderligere litteratur.

Beretningerne er ofte meget gribende og rørende - og til tider næsten underfundige. Peter Medawar, som var nobelpristager i immunologi, har således skrevet et glimrende essay kaldet "En tænkende radises erindringer", som beskriver hvorledes et slagtilfælde i hjernen ændrede hans liv.

Det som gør Medawars essay særligt interessant - og som også gælder de fleste andre artikler i bogen - er at pludselig vender hele verden på hovedet. Læger oplever at være patienter som kun alt for godt kender alvoren bag deres symptomer. Denne dobbeltrolle giver undertiden indsigter som hjælper til en forståelse som visse mennesker i den medicinske profession kan synes at mangle.

Medawar oplevede for eksempel en overlæge som mente at Medawars arm alligevel aldrig ville blive bedre og derfor ikke ville ordinere nogen behandling. Medawar oplevede også at blive fortalt af kliniske psykologer at han var mentalt handicappet.

Heldigvis var Medawar ikke mere mentalt handicappet end at han skriver med et fremragende og bidende vid som ingen af de diagnosticerende læger formodentlig ville have formået.

Særlig skal anbefales psykologens Frederick Linges fine essays som indgød G.’s tvillingebror nyt mod. Linge skriver om de kvæstelser på krop og hjerne som han pådrog sig i en bilulykke. Det seneste essay er fra 1990 og er skrevet tolv år efter ulykken og beskriver hvordan han stadig kæmper med eftervirkningerne.

G. og G.’s tvillingebror planlægger at skrive en artikel om G. Før ulykken var det en kendt sag på instituttet at tvillingerne var så tætte at de næsten fungerede som een person.

Uden tvivl vil det tage lang tid før G. er fuldt genoptrænet både fysisk og mentalt og sandsynligvis bliver han aldrig som før. Men på baggrund af fremskridtene indtil nu er udsigterne slet ikke dårlige.

Det er værd at huske på hvad Linge slutter af med at skrive i sit essay: "Jeg er holdt op med at måle værdien af mit eller andres liv med standarder såsom penge, udseende eller blot brugbarhed for samfundet. Jeg tror at alt liv er respektværdigt og værdifuldt. Jeg er holdt op med at vurdere en sejr udtrykt i magt og prestige. I samfundets øjne er en overlevers daglige kampe, nederlag og sejre måske trivielle, men for mig er de i dag langt større end professionelle atleters sejre i fjernsynet. Og endelig tror jeg at det er kampen i sig selv, der i sidste ende giver livet værdighed."