PDF-artikel (15Kb)
Artikel trykt i Information 1.11.1999, Naturvidenskab & Teknologi p.6

Øvrige publicerede artikler.
Nogle genetikere hævder at intelligens mestendels er medfødt. IQ-test har længe været brugt til at understøtte deres argumenter, men nye undersøgelser sår begrundet tvivl.
GENETIK
Af MORTEN KRINGELBACH

I 1994 udkom bestselleren The Bell Curve af Richard J. Herrnstein og Charles Murray, som blandt andet forsøger at demonstrere at sorte amerikanere som følge af deres medfødte gener er dummere end hvide. Bogen mener med statistik at kunne demonstrere at sorte amerikanere generelt opnår væsentlig lavere resultater end hvide på IQ test. De politiske implikationer af bogen var klare: vi kan ligeså opgive at hjælpe disse undermennesker, som samtidigt for menneskehedens skyld bør forhindres i at kunne formere sig.

Problemet er bare at de formerer sig alligevel og trods dette, som burde føre til en gennemsnitlig faldende IQ score, så er den gennemsnitlige IQ i verden faktisk steget stødt over de sidste årtier. Flynn-effekten kaldes dette fænomen som har gjort at man til stadighed har måtte revidere IQ-test for at holde tallet 100 som den gennemsnitlige værdi.

Senest har en ny undersøgelse af en fransk forskergruppe demonstreret at miljøet spiller en langt større rolle for IQ end mange hårde genetikere har villet indrømme. Det nytter derfor tilsyneladende særdeles meget at hjælpe børn - af alle racer.

IQ test
IQ er et test-batteri som blev opfundet i 1904 af franskmanden Alfred Binet for at finde ud af hvilke børn i skolen, der havde brug for mere og bedre hjælp. Han var interesseret i forholdet mellem barnets reelle og mentale alder. Det idealistiske håb var at man kunne nå at forbedre et barns skoleformåen for på den måde at give dem bedre og mere lige muligheder for et godt liv.

Binets psykometriske test spredte sig hurtigt. Man opfandt en kvotient som forholdet mellem reel og mental alder, hvor overenstemmelse mellem disse skulle give en score på 100. Normale børn (hvilket vil sige 50 % af alle børn) opnår mellem 90-110, fremmelige børn opnår en højere score og såkaldt retarderede en væsentlig lavere. Dermed fremkommer den omtalte klokkelignende kurve. Kvotienten blev hurtigt taget som et mål for et menneskes intelligens og blev følgelig kaldt IQ, ophøjet som ufejlbarlig og set som Sandhed med stort S.

Allerede under første verdenskrig blev IQ flittigt brugt til at skelne mellem dem, der kunne forstå en ordre og dem, der ikke kunne (hvilket har fået nogle til at foreslå at det er det eneste IQ-test egentlig er gode til). Siden er psykometriske test som IQ og relaterede test blev hyppigt brugt i lande som USA og England til at udskille kandidater til højere uddannelser. Men er det virkeligt meningsfuldt at bruge et enkelt tal til at betegne et menneskes kapacitet og potentiale?

Lukkede selskaber
Langt de færreste vil i dag gå så langt som til at medgive at IQ score er andet end blot en blandt mange indikatorer for menneskers mentale evner. Nogle vil mene at andre mål er langt mere meningsfulde som for eksempel kreativitet (som notorisk ikke kan testes) og EQ (Emotional Quotient, som er Daniel Golemans udtryk fra bestselleren Emotional Intelligence). I det omfang disse mål indfanger noget væsentlig er de brugbare, men dog stadig stærkt begrænsede.

Det forhindrer selvsagt ikke sekteriske grupper i at benytte IQ som eneste adgangsbillet til deres lukkede selskaber og på denne baggrund opnå et stærkt eksklusivt fællesskab. Dette er naturligvis ikke meget anderledes end andre grupper der for eksempel benytter penismål som adgangsbillet til deres fester.

Og dog er penismål måske ikke så god en sammenligning, for i modsætning til tissemænds størrelser, som kun kan ændres en smule med avanceret plastic kirurgi, så kan IQ faktisk dramatisk forbedres. Senest har en stor fransk undersøgelse af sent bortadopterede børn vist at disse børns score på IQ-test kan øges.

Mildt retarderede
Forskeren Michel Duyme og kollegaer har gennem de seneste tre årtier fulgt en stor gruppe adopterede børn. Forskerne har nyligen publiceret en artikel i et prestigefyldt amerikansk tidsskrift. Deres undersøgelse viser hvad der er sket med de børn, som på adoptionstidspunktet havde en IQ på under 86, og dermed kunne karakteriseres som mildt retarderede - oftest som følge af misbrug og neglekt i deres spæde barndom.

Undersøgelsen har udvidet vores forståelse af hvor meget og hvornår miljøet påvirker IQ. Tidligere har forskerne troet at påvirkningen først og fremmest skete i de første seks leveår. Hvis påvirkningerne ikke var indtrådt inden da, blev det anset at være for sent.

Duymes undersøgelse viser, måske ikke overraskende, at børns mulighed for at forbedre deres IQ score er stærkt afhængig af det miljø de bliver adopteret ind i. De undersøgte børn blev adopteret i en alder mellem 4 og 6 og deres IQ blev målt igen ved indgangen til puberteten. Det viste sig at disse børns IQ tilpassede sig deres adoptionsfamilier.

Dermed mener Duyme og kollegaer at have vist at miljøet spiller en væsentlig vigtigere rolle for IQ-test end hidtidigt antaget.

Fejlanalyser på tilbagetog
Duymes undersøgelser er blot den sidste i en række undersøgelser som underminerer konklusionerne fra Herrnstein og Murrays bog. Siden offentliggørelsen af bogen, som i alt har solgt over en halv million eksemplarer, har forskerne haft mulighed for at re-analysere data fra bogen. Resultatet er ikke overraskende at mange af bogens hovedkonklusioner ganske enkelt ikke holder vand.

Herrnstein og Murray foreslog for eksempel at intelligens er mindst 60% medfødt og formodentlig snarere 80%. En lang række forskere har vist at dette tal er alt for højt og formodentlig snarere ligger på omkring halvdelen - og måske lavere end det. Resten bliver bestemt af miljøet og dermed af kendte størrelser som næring og skolegang.

Bogens racistiske udtalelser om forskellige etniske grupper mentale evner har også vist sig at være uden hold i selv egne data og kan derfor blankt afvises. Andre undersøgelser har vist at sorte børn opdraget i hvide hjem, opnår dramatisk bedre resultater i IQ test (hvilket måske i sig selv siger en del om IQ test).

Alt i alt er det bedste man kan sige om The Bell Curve at den har bidraget til at starte en debat om betydningen af intelligens for samfundets indretning. Man har måtte sande at IQ-test alene ikke er en ufejlbarlig metode til at indrette et samfund.

Hjernens advokat
På baggrund af alle disse undersøgelser kunne man fristes til at spørge om IQ-test således måske er mere kulturelt baseret end man hidtil har anerkendt?

For spørgsmålet forbliver, hvilken sammenhæng (hvis nogen) der eksisterer mellem IQ og intelligens? Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer intelligens og det har Scientic American netop ofret et spændende specialnummer på, som spænder vidt fra intelligensen af intelligenstest over intelligente papegøjer og dumme skakcomputere til muligheden for udenjordisk intelligens.

Desværre er der en bemærkelsesværdig mangel på egentlige hjernevidenskabelige bidrag i specialnummeret. For som hovedløse kyllinger må sande, så er det trods alt vores hjerne, der skaber vores intelligens, og man skulle derfor tro, at vi kunne lære et eller andet om intelligens af den måde hjernen løser svære problemer. Vores visuelle evner er et eksempel på, hvordan hjernen løser et svært problem uden at vi af den grund vil kalde det intelligens. Det synes os så nemt at se, men vi forstår stadig ikke hvordan vores hjernen får os til at se.

Det er derfor altsammen meget vel at søge at måle intelligens med forskellige test som for eksempel IQ. Men det er værd at huske på at sådanne metoder først og fremmest viser noget om dem der har lavet metoderne og kun fortæller os en (måske obskur) brøkdel af hvad der foregår i vores hoveder. For hvordan måler man egentlig det som neurofysiologen Horace Barlow forsøger at fange med sin fine definition af intelligens som "evnen til at gætte rigtig ved at opdage nye sammenhænge"?

Duyme M, Dumaret A-C & Tomkiewicz S (1999), "How can we boost IQs of "dull children"?: A late adoption study", Proc. Natl. Acad. Sci., USA 96: 8790-4.

Scientific American, Exploring Intelligence, Quarterly Issue 9:4 1999