De færreste mennesker vil have problemer med at løse følgende lille gåde: "Hvis en ung mand på 20 kan samle 10 pund brombær på een dag og en ung kvinde på 18 kan samle 9, hvor mange vil de samle hvis de går i skoven sammen?"

Det er derimod endnu ikke lykkedes at lave en maskine, der kan give et fornuftigt svar. Hvordan kan det være at det, der forekommer os så let, tilsyneladende alligevel er så svært?

Svaret hænger naturligvis sammen med det mest komplicerede objekt i det kendte univers: Menneskets hjerne. I løbet af de seneste år har vi fået stadig større indsigt i hjernens funktion, men endnu har vi kun afdækket en meget lille del. Denne viden har mange forskere - og enkelte videnskabsjournalister - forsøgt at formidle, men det er sjældent set bedre end i bogen Enchanted Looms.

Professor Rodney Cotterill har begået en velskrevet bog som burde tiltale folk uden forudgående viden såvel som erfarne hjerneforskere.

Senest er computeren blevet vor tids metafor. Nogle så derfor Kasparovs nederlag til skakcomputeren Deep Blue som et tegn på, at computeren er blevet til mere end blot en metafor.

I Enchanted Looms får vi en førstehåndsberetning om hvorfor dette bestemt ikke er tilfældet. Hjernens anatomi og fysiologi sammenholdes med forskernes seneste forsøg på at eftergøre hjernens funktion på computer og man forstår at hjernen ikke er en computer. Men det er ikke det samme som at sige at dele af hjernens funktion ikke vil kunne simuleres på computer. Dele af – og måske hele – hjernens funktion er nemlig tilsyneladende forbavsende maskinel.

Men måske er det vores maskin-begreb, der er forkert. Som det står nu, så er maskin-metaforen ensbetydende med den rene dræbende kedsommelige determinisme. Det kan skyldes at vores nuværende maskiner er næsten rystende simple. Måske er mennesket – lige som andre dyr på Jorden – blot umådeligt komplicerede maskiner, hvis virkemåde derfor nok er deterministisk, men som på grund af deres kompleksitet aldrig vil kunne forudbestemmes i detaljer?

Selv så tilsyneladende primitive dyr som bier og myrer er så komplicerede dyr at vi aldrig vil kunne forudbestemme deres adfærd selvom vi lærte alt om deres opbygning. På trods af rygterne om det modsatte har levende væsener derfor stadig fuldstændig autonomi trods af den frygtede maskin-metafor.

Vandpumper, vævemaskiner, telefoncentraler og computere har derfor givet naturens maskiner et dårligt navn. De er i virkeligheden så ukomplicerede maskiner at det er tvivlsomt om de overhovedet fortjener at blive kaldt maskiner.

Dette er netop formålet med Cotterills bog som inviterer nye og erfarne rejsende på en rejse til hjernens inciterende univers. Det er en rejse som strækker sig over en lang række videnskaber og som derfor kræver sin forsker til at læse og formidle den omfattende vidensfelt.

Men nye rejsende kan trygt overlade deres skæbne i rejsefører Cotterills hænder og til gengæld forvente at blive informeret, underholdt og tryllebundet. Erfarne rejsende vil blive overrasket over at se nyt landskab, hvor de mindst venter det og nogle vil måske endda se kendte landskaber på nye måder.

Langt de fleste bøger om hjernen stiller sig efter evne tilfreds med at udfylde vejviserens rolle. Enkelte bøger vover lidt mere, men ofte er det som om bøgerne undervurderer sin læser og holder sig til hjernevidenskabens etablerede dogmer.

Teorien er paradoksal enkel og giver en række falsificerbare forudsigelser. Bevidsthed opstod i evolutionen fordi den giver mulighed for at forudse konsekvenserne af handlinger som de bliver planlagt eller rent faktisk udført. Det giver en væsentlig fordel særligt i forbindelse med overhængende fare. Bevidsthed er således altid en aktiv proces, hvormed vi optager information fra omgivelserne.

Cotterill identificerer de hjernestrukturer som er nødvendige for bevidsthed og foreslår en række falsificerbare eksperimenter. Men hvordan forklarer teorien hvordan føles at være bevidst? I litteraturen kaldes dette qualia og nogle forskere mener at det er et uløseligt problem, der er tæt bundet op med subjektivitet. Hvordan oplever vi for eksempel rødheden af rød eller smertefuldheden af smerte?

Ifølge Cotterill skal svaret findes i musklerne. Vi får hele tiden signaler fra musklerne om deres aktivering således at vi til enhver tid ved hvor vores krop er i rummet. Når vi bevæger os rundt og optager information, oplever vi at nuet som et bredt øjeblik, hvor ens bevægelser bliver sammenholdt med erindringen om de resulterende reaktioner fra omgivelserne og ens egen krop. Dette foregår primært ubevidst, og det er dette sammenholdt med bevidsthed som vi oplever som qualia.

Endnu er det for tidligt at udtale sig om teoriens meritter, da vi stadig mangler eksperimentel viden. Det virker imidlertid som en interessant idé at genoplive Sperry og Sherringtons spekulationer om enheden mellem bevægelse og psyke.

Cotterill har et brændende engagement i mentalt handicappedes situation (bogen er således dedikeret til deres omsorg) og det er ganske givet at nogle retarderede har uforholdsmæssigt svært ved at forestille sig to unge mennesker samle andet end bær i skoven. Men det gør dem imidlertid ikke mindre menneskelige af den grund.

Cotterills teori giver os et bud på hvorfor mentalt handicappede fungerer mindre godt end såkaldt normale mennesker og vil forhåbentlig med tiden føre til mulige behandlingsmetoder.

Enchanted Looms er et sådant ambitiøst forsøg på at samle vores nuværende brikker til hjernens fascinerende puslespil. Det er endnu et åbent spørgsmål om Cotterills løsning på puslespillet er den rigtige, men bogen har en lang række kvaliteter. Det lykkedes således på fremragende vis at sammenvæve hjernens grundlæggende anatomi og fysiologi med forsøgene på at eftergøre disse ved hjælp af neurale netværk.

Formidlingen af de indtil nu så vanskeligt tilgængelige neurale netværk er betagende pædagogisk og er alene bogens pris værd. Bogen indeholder desuden en omfattende ordforklaring og et væld af referencer til primær-litteratur, der gør bogen til en guldgrube for enhver seriøs hjerneforsker.

Den dobbelte Pulitzer-prisvinder biologen E.O. Wilson skriver et sted at den gode forsker "dersom begavet med et fuldt pilekogger, skriver som en journalist". Både Wilson selv – og i endnu højere grad Cotterill – modsiger dette ved at skrive som forfattere, hvilket er højst usædvanligt for så begavede videnskabsmænd. Således har Enchanted Looms på sine steder inspirerede passager af næsten Blixensk format.

Når alt det er sagt, så skal vi derfor ikke blive forundrede om der om føje tid vil komme bevidste maskiner, der fornemmer hvad to unge mennesker dog skulle finde på at lave i en skov. Håbet er naturligvis at disse bevidste maskiner ikke vil forhindre de unge mennesker i deres vigtige gøremål, men i stedet tillade dem at gå i skoven noget oftere.