PDF-artikel (76Kb)
Artikel trykt i Information 4.5.1998, Naturvidenskab & Teknologi p.6

Øvrige publicerede artikler.
Hjernen danner ubevidste erindringer der hjælper os med at overleve. Uden følelser og kroppen ville vi være ilde stedt.
HJERNEN
Af MORTEN KRINGELBACH

I starten af dette århundrede havde den franske læge Edouard Claparede en kvindelig patient med alvorligt hukommelsestab. Hendes hukommelsestab var så omfattende at hver gang lægen var ude af øje, var han også ude af sind og derfor ved genkomst atter måtte introducere sig. En dag blev det lægen for meget, hvorfor han gemte en tegnestift i sin hånd. Dernæst gik han ind til patienten og gav sit sædvanlige håndtryk, hvilket denne gang gjorde temmeligt ondt på patienten. Han forlod dernæst rummet og kom tilbage lidt efter. Patienten vidste stadig ikke hvem han var, men nægtede efterfølgende at trykke hånd med ham. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men det bød hende stærkt imod. Hun kunne tilsyneladende huske uden at huske.

Hvordan kan det lade sig gøre? De senere års forskning i hjernens emotionelle system har givet en større forståelse for grundlæggende mekanismer bag fænomener som ovenstående. Senest har en af verdens førende hjerneforskere Joseph LeDoux skrevet The Emotional Brain, hvori han mesterligt giver et indblik i den nyeste forskning i den følelsesfulde hjerne.

Alle mennesker kender til følelser, der i tide og utide påvirker den måde vi lever og handler på. Alligevel ville de fleste formodentlig ikke have lyst til at leve uden følelser.

Men det har været svært at finde ud af hvordan man videnskabeligt kan studere følelser, da følelser er lidt bløde og fremfor alt subjektive. Lige siden Darwin har videnskaben forsøgt at beskrive menneskets grundlæggende følelser, men denne tilgang har været stærkt problematisk og genstand for uendelige videnskabelige diskussioner.

Joseph LeDoux har forsøgt med en mere simpel tilgang til problemet. Han peger på at eksterne stimuli tilsyneladende giver anledning til ubevidste erindringer, der først dernæst giver anledning til bevidste følelser. Disse bevidste følelser er dem, som vi almindeligvis refererer til som følelser. Men at beskrive vores subjektive oplevelse af følelser er et meget svært problem, der er bundet til bevidsthedens gåde. Og eftersom denne gåde endnu ikke har fundet sin løsning, mener LeDoux at det giver bedre videnskabelig mening at undersøge et mere simpelt system.

Et sådant forholdsvist simpelt system i hjernen er frygt systemet. De grundlæggende hjernemekanismer bag frygt er tilsyneladende de samme hos alle pattedyr. Derfor har LeDoux kunnet benytte dyreforsøg til at opnå væsentlig information om disse mekanismer.

Frygt og bæven
Og hvad har LeDoux så fundet ud af? LeDoux har benyttet et simpelt system med klassisk konditionering som man kender fra Pavlov. En rotte i et bur hører en hyletone og modtager et elektrisk chock. Dermed lærer den at sammenholde hyletonen med elektrisk chock og alene hyletonen kan efterfølgende udløse rottens frygtadfærd. Ved at fjerne udvalgte dele af rotters hjerner har LeDoux og kollegaer fundet ud af hvilke hjernestrukturer der indgår i hjernens auditive frygt system.

Det viser sig at en struktur kaldet amygdala (latinsk for mandel) spiller en helt central rolle for frygtsystemet i hjernen. Fjerner man således hele eller udvalgte dele af amygdalaen, frygter rotten ikke længere hyletonen.

Overraskende har det vist sig at frygten indtræder før vi er bevidste herom. Når vi går en tur i skoven og pludselig får øje på noget der ligner en slange, så reagerer vores hjerne og krop straks. Det har uden tvivl evolutionært været en fordel for os at visse reaktioner foregår lynhurtigt før vi bliver bevidste herom. En brøkdel af et sekund kan betyde forskellen på liv eller død.

Grunden til at dette sker er fordi amygdalaen modtager signaler fra sanserne før neocortex, hjernebarken, der ellers normalt foretager størstedelen af bearbejdningen af signaler og formodentlig ultimativt genererer de subjektive følelser.

På samme måde har man fundet ud at erindringer gemmes ved hjælp af ihvertfald to forskellige hjernemekanismer, alt efter om en erindring for eksempel har følelsesmæssigt indhold eller ej. Dels benyttes hippocampus (latinsk for søhest) til den bevidste erindring og dels benyttes amygdalaen til den ubevidste erindring. Ifølge LeDoux, så havde Claparede’s patient formodentlig hukommelsestab forårsaget af en lesion af hippocampus, mens hendes ubevidste frygtsystem tilsyneladende stadig virkede. Hun kunne derfor godt ubevidst huske at lægen havde stukket hende, men hun var ikke bevidst herom, da den bevidste erindring var gået i stykker og kunne derfor ikke tale herom.

Men hvad betyder det at for os at der findes ubevidste erindringer? Det har stor betydning i forbindelse til blandt andet fobier. Ubevidste erindringer har vist sig meget svære at udviske og vi har ikke direkte bevidst tilgang til dem. Hertil kommer at amygdalaen har langt større indflydelse på hjernebarken end omvendt og derfor kan låse os i en frygtsom bevidsthedstilstand. Vi er ikke født med fobier, men på en eller anden måde opstår disse som forbindelse mellem stimuli (for eksempel slanger eller lukkede rum) og frygt respons. Sammenhængen er endnu ikke helt klar, men det er interessant at det ofte er evolutionært farlige objekter som for eksempel slanger eller edderkopper, der er genstand for fobier, men aldrig virkeligt farlige objekter som løse elektricitetsledninger eller pistoler.

Som vi lærer mere om frygt systemet i hjernen bliver vi bedre i stand til at forstå og behandle symptomerne når systemet løber løbsk. For selvom vores frygtsystem evolutionært set har hjulpet os, så går systemet undertiden i stykker og giver anledning til ubærlige psykiske lidelser for den enkelte.

Og så er frygtsystemet kun er eet ud af en række forskellige emotionelle systemer der virker i hjernen. Hver af disse systemer er opstået i løbet af evolutionen for at give individet bedre mulighed for at overleve. Ved at undersøge alle disse systemer øges vores forståelse af hvordan de bevidste følelser kan dannes fra det store antal ubevidste processer.

Det ubevidste
Psykoterapien har taget disse opdagelser til sig. Ledoux’ ubevidste erindringer kan således minde om psykoterapiens undertrykte og underbeviste erindringer. Men det er ikke helt så enkelt, da ubevidste processer ikke er undertrykte, men netop ubevidste og dermed ikke tilgængelige for bevidstheden.

Alligevel kan mange af resultaterne kobles til forskellige former for terapi. For eksempel resultater fra stressforskningen, der peger på den væsensforskellige indflydelse stress hormoner i blodet har på hippocampus og amygdala. Hvor hippocampus evne til at danne bevidste erindringer bliver væsentlig forringet i stressede situationer, så bliver amygdalaen snarere bedre. Det betyder at amygdalaen danner stærke associationer under stress situationer. Så når et menneske bliver bragt under alvorlig følelsesmæssigt stress såsom voldeligt overfald er det meget muligt at der ikke bliver dannet bevidste erindringer, mens de ubevidste erindringer dannes med ekstra styrke. På denne måde kunne man forestille sig at en voldsramt ikke har nogen bevidst erindring om den voldelige begivenhed, men masser af ubevidste traumatiske erindringer. Det ville være oplagt for en terapeut at prøve at få de to systemer til at tale sammen. Desværre er der tilsyneladende ikke mulighed for at overføre erindringer mellem de to typer erindrings systemer. Alligevel vil en større forståelse af bevidste og ubevidste erindringer formentlig kunne hjælpe til en bedre behandling.

På samme måde har forståelsen af de ubevidste erindringer betydning for dannelsen af vores selv i den tidligste barndom. Det er et kendt faktum at de fleste først kan huske ting fra omkring 4 års alderen, der falder sammen med hippocampus sene funktionelle modning. Det viser sig imidlertid at amygdalaen fungerer langt tidligere og derfor danner ubevidste erindringer fra en meget tidlig alder. Det giver traumaer i barndommen en mere alvorlig dimension end hidtil antaget. Endnu ved vi ikke nok om amygdalaens præcise modningsproces og virkemåde og det er endnu for tidligt at sige noget mere præcist om ubevidste erindringers rolle ved dannelsen af selvet.

Kroppens sommerfugle
Kroppen spiller også en central rolle for dannelsen af følelser. Det bruger LeDoux en del tid på, og det er klart at der foregår en livlig udveksling mellem hjerne og krop. Denne udveksling er meget væsentlig for kognition og kroppen er således på een gang udgangspunkt for og mening med kognition og følelser. Gennem kropsliggørelsen af følelserne får begivenheder deres virkelige betydning for os.

Tidligere koncentrerede hjerneforskning sig alene om kognition. Hvordan mennesker modtager informationer om verden og hvordan vi ved hjælp af logik og avancerede kognitive modeller udleder dette eller hint om stimuli. Håbet var at skabe en robot der kunne ræsonnere og løse problemer på lige fod med mennesker. Denne forskning har imidlertid endnu ikke indfriet de store løfter og mange tvivler på at den nogensinde vil. For der mangler følelsernes passion og en krop til at mærke suget i mellemgulvet.

Hos mennesket er kognition og følelser er således bundet op i kroppen til en tæt tango, hvor vi fornemmer noget før vi rationelt forstår det. Denne emotionelle processering foregår mange millisekunder før vi rationelt forstår hvad vi reagererer på. Dermed bliver rationelle beslutninger i høj grad afhængige af følelser og dermed af en velfungerende amygdala. Vores præferencer er dermed disse sommerfugle i maven, der kommer fra hjernen og kroppen, og hele vores kognition er dybt afhængige af disse. Således har Antonio Damasio for eksempel vist hvordan skader i den frontale del af hjernebarken viser at vi er ude af stand til at foretage rationelle valg uden den kropslige kobling.

Men hvor kommer de bevidste følelser helt præcist fra? Hvordan får min bevidsthed følelsesmæssigt indhold? Har andre dyr som bonobo-aben også bevidste følelser? Vi er blot begyndt på en spændende rejse, der med tiden vil give flere tankevækkende svar.

Følelsernes jazz
Joseph LeDoux’ fremragende bog stiller dermed mindst lige så mange spørgsmål som den besvarer. Men sådan er det med god videnskab: Hver gang vi finder dele af et svar, så rejser der sig nye. Det som er en særlig glæde i The Emotional Brain er at vi med LeDoux’ forskning i baghånden efterhånden kan begynde at stille de virkeligt interessante spørgsmål om følelser. Omend det er med følelser som med jazz. Som Louis Armstrong engang sagde til en journalist: "Lady, if you have to ask, you’ll never know".

Joseph LeDoux:The Emotional Brain. Simon & Schuster, Hardback $25.00.