De gamle grækere anså kroppen som et mikrokosmos af den allestedsnærværende natur, der som alle andre naturlige fænomener havde fire elementer, hvilket for kroppen var slim, gul galde, sort galde og blod. Et godt helbred var ensbetydende med en balance mellem de fire væsker, som derfor førte til sygdomsbehandling med afføringsmidler og åreladning. Særligt sidstnævnte er oftest decideret skadelig, men vedblev alligevel gennem århundrederne med at være en særdeles populær behandlingsform og det var først i begyndelsen af 1900-tallet at åreladning på stor skala omsider blev afskaffet.

De første spæde skridt til en bedre forståelse af sammenhængen mellem blod og helbred begyndte i midten af 1600-tallet. Medlemmer af den berømte Klub for Eksperimentel Filosofi i Oxford var blandt de første til at løfte en flig af blodets gåde. Først opdagede William Harvey at hjertet fungerer som pumpe der bringer blodet rundt i et stadigt kredsløb. Dernæst demonstrerede arkitekten Christopher Wren og kemikeren Robert Boyle at man kunne gribe ind i dette kredsløb ved at indsprøjte substanser som opium i hunde gennem en hul gåsefjer forbundet med en blære.

Siden begyndte Richard Lower at eksperimentere med blod-transfusioner ved at forbinde halsvener mellem to hunde. Forsøgene mislykkedes, da vener imodsætning til pulsårer har lavt tryk. Trykket i hundenes vener vil derfor opveje hinanden og blodet vil i stedet størkne undervejs. Ved stædige eksperimenter fandt Lower til sidst ud af bruge en pulsåre fra en donorhund til en vene i recipienthund, hvilket var den metode som blev brugt i de efterfølgende århundreder.

Det forhindrede ikke franskmanden Jean-Baptiste Denis i at foretage en blodtransfusion fra en kalv til en sindslidende mand i 1667. Håbet var at dyrets milde disposition ville kurere sindslidelsen. Det gjorde transfusionen naturligvis ikke, men overraskende overlevede manden to transfusioner inden han døde af den tredje - eller måske snarere af arsenik-forgiftning fra sin kone.

Dette og en række andre spektakulært mislykkede blodtransfusioner gjorde at lægernes foretrukne behandling mod alskens sygdomme i de følgende århundreder vedblev med at være åreladning.

Åreladning er i langt de fleste tilfælde en særdeles uheldig strategi, der afkræfter patienten unødig og ofte fører døden med sig. Men åreladning er simpelt at praktisere og en teknik som de fleste læger let kunne tilegne sig. Dette imodsætning til blod-transfusion som krævede et overordentlig præcist kirurgisk håndværk for at undgå at blodet størknede under transfusionen.

Næsten lige som alle andre læger var Carrel endnu ikke klar over den banebrydende opdagelse som østrigeren Karl Landsteiner havde gjort i starten af århundredet og det var derfor rent held at faderens blod var forligneligt med datterens. Landsteiner havde opdaget at der eksisterede forskellige blodgrupper og at dette var grunden til at blodtransfusioner ofte gik galt.

Der skulle endnu en del år før den fulde betydning af Landsteiners opdagelse blev alment kendt, men en lang række kirurger begyndte snart at benytte Carrels metode til blodtransfusion. Det var dog umådeligt tidskrævende og først i 1915 med den amerikanske læge Richard Lewisohns epokegørende opdagelse af hvordan man kan stoppe blodets størknen med en natrium-citrat blanding, blev blodtransfusioner for alvor udbredte.

Siden fulgte en række andre afgørende gennembrud i tiden op til anden verdenskrig, hvor man i Rusland opdagede at man kunne bruge blod fra kadavere og at man dermed kunne gemme blod i blodbanker. Desuden opdagede man at blod kan fraktioneres i en række del-komponenter: plasma, blodplader og hvide blodlegemer og røde blodlegemer og at disse kan langtidslagres, så man ikke mere var afhængig af direkte donationer fra en donor.

Prisen per tønde olie er omkring $13, mens prisen for blod per tønde er mindst $20.000. Når man har raffineret olien stiger prisen per tønde til $42, mens prisen for fraktioneret blod er omkring $67.000. Nu sælges blod naturligvis ikke i tøndevis og volumemæssigt overstiger olie langt blod. Det totale globale marked for olie er på $474.5 milliarder, mens blod omsætter $18.5 milliarder.

En lang række firmaer begyndte at høste blod fra donorer blandt samfundets udstødte i storbyer. Ofte blev disse fattige donorer betalt en brøkdel af blodets egentlige værdi og ofte led donorerne af forskellige sygdomme. Blodbankerne var først og fremmest interesseret i at tjene penge og tog ikke de nødvendige forholdsregler som at varmebehandle blodet.

Dermed var vejen banet for firsernes bløderskandaler, hvor blødere og andre blodrecipienter uforvarende blev smittet med hepatitis C og HIV. Man kan læse mere om denne spændende og komplicerede historie i Douglas Starrs velskrevne bog.

Efter endt læsning aner man at blodets begivenhedsrige historie endnu ikke er fuldbragt og at denne uvurderlige ressource stadig gemmer på dybe hemmeligheder, som stadig kan synes magiske, men som i sidste ende vil kunne beskrives videnskabeligt.

Douglas Starr: Blood. An Epic History of Medicine and Commerce. Little, Brown & Company, £20.